Min fars historie
Natten til fredag i sidste uge døde min far (22. nov. 2019), Lars Villemoes. Han blev kun 66 år gammel og var til det sidste en kontroversiel skikkelse. I 1980erne og 1990erne en af landets mest betydningsfulde musikkritikere og i 1989 den første til at afsløre historien om Blekingegadebanden i Information. Hans journalistik skabte en historisk furore i avisens spalter og ikke mindst på store dele af tidens venstrefløj. Senere påkaldte han sig de autonomes vrede på grund af artikler her i Weekendavisen. Og han kom til at stå i midten af tidens store opgør med venstrefløjens voldsdyrkelse og ikke mindst om selve journalistikkens sjæl og væsen.
Min fars liv er ingen lykkelig historie. Brolagt med ydmygelser og modgang. Altid efterladt i kulden. Set ned på, forkastet og aldrig rigtig anerkendt. Han endte med at få ret, men tabte alligevel. Ikke desto mindre står hans journalistik for mig tilbage som en studie i, hvordan man bør agere som journalist, når man er under angreb fra alle sider, men ved, at man sidder inde med en god historie, med sandheden.
MIN far blev født ind på sin families slægtsgård, Skærum Mølle i Vestjylland, hvor Villemoes-mænd siden tidernes morgen havde udgjort rygraden i lokalsamfundet. En succesfuld og driftig Venstre-slægt, der gennem generationer havde produceret forretningsmænd, landmænd, opfindere og ministre. Det var meningen, at denne gård også skulle danne ramme om min fars opvækst som næste kapitel i en lang og stolt familie-saga.
Men sådan gik det ikke. Min farfar skød sig selv i hovedet med et jagtgevær, da min far var fire. Min farmor giftede sig med en ny mand og flyttede væk. Stedfaren var en sadistisk tyran, der aldrig undlod muligheden for at tæske og nedværdige min far og hans søster, mens han skamløst favoriserede sin egen datter. Det kastede tunge skygger ind i voksenlivet.
I 1980erne var Lars Villemoes en af landets mest betydningsfulde musikkritikere. Hvis man var interesseret i rockmusik, var min fars anmeldelser obligatorisk læsning. Først i det hedengangne, men dengang ultrahippe musikmagasin MM, og fra starten af 1980erne i Information. Her blev han kendt for sin store viden, klare meninger og ikke mindst for sin esoteriske og egenartede skrivestil med et rigt (og for mange uforståeligt) billedsprog.
Men det blev postrøveriet i Købmagergade i 1988, der kom til at præge resten af hans karriere. Før nogen kendte historien om Blekingegadebanden og deres ophav i den mest ekstreme del af den danske venstrefløj, opdagede min far ved et tilfælde, at han kendte miljøet omkring forbryderne. Han havde selv i en meget kort periode i starten af 1970erne haft kontakt til dem, da han var frivillig i Tøj til Afrika.
HANS første artikel om Blekingegadebanden, »Fighterne og de nyttige idioter«, blev bragt i Information d. 13.-14. maj 1989. Den var baseret på anonyme kilder og gav det første indblik i bandens politiske forestillingsverden. Den skabte opstand blandt læserne af en sådan decibel, at det rystede hele redaktionen og ikke er hørt lignende siden.
På Københavns gader dukkede en plakat op med teksten »Boykot Information! P.g.a. Stikkervirksomhed!!«. Den udpegede min far og hans chefredaktør Lars Hedegaard som »gemene stikkere og leverandører overfor politiet« og var underskrevet af »folk fra venstrefløjen«. I en kronik i Information anklagede nogle af tidens tungeste venstreintellektuelle, kriminologerne Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, min fars artikel for at tilsidesætte »fundamentale journalistiske principper«, bryde med retssikkerheden og viderelevere »løsagtig snak« og »fiction«. I Politiken kritiserede juraprofessor Ole Krarup min fars dækning for at være »ondsindet«. De efterlyste alle, at min far i stedet undersøgte forbindelser mellem PET og Mossad.
Fire tidligere redaktører på Politisk Revy anklagede min fars arbejde for at være »afladsjournalistik«, der gjorde »vold mod alle de krav, man kan stille til hæderlig journalistik«. Afsløringerne af Blekingegadebanden var angiveligt i strid med retssikkerheden, fordi den beskrev kriminelle forhold, inden der var faldet dom. Der var klapsalver i salen under en paneldebat, hvor min far og Lars Hedegaard sad på anklagebænken, da Cavlingpris-vinderen Erik Nørgaard udtalte: »Om så en mand går ned ad strøget og i overværelse af 200 mennesker skyder en anden for panden, så skal ingen kalde ham morder, før en domstol har dømt ham. Amen!«
I Det Fri Aktuelt blev min far anklaget af journalist Peter Kramer for at have en »dobbeltrolle«, fordi han ved to lejligheder havde talt med politiet. I samme artikel blev min far mistænkt for at være Mossad-agent. Kramer endte med at få en pris fra Retspolitisk Forening for sin dækning af sagen. Samtidig aflyttede selvsamme politi vores telefon, der i de år blev rødglødende af opkald fra vrede venstreorienterede. Der var ingen hjælp at hente hos Dansk Journalistforbund. Formand Lars Poulsen mente, at kritikken i sig selv skadede min fars journalistiske troværdighed. Et helt nummer af månedsbladet Press blev dedikeret til latterliggørelse af min fars afsløringer, der da også blev fremhævet som kroneksempel på dårlig journalistik i en lærebog om presseetik, der udkom i de år.
Inde på Information vendte redaktionen sig mod min far anført af journalist Niels Rohleder. Hans to chefredaktører, Peter Wivel og Lars Hedegaard, der havde bakket op om min fars arbejde, måtte træde tilbage (det skyldtes dog primært en strid om avisens økonomi). I stedet kom Lasse Ellegaard til, der straks fjernede min far fra at dække retssagen mod Blekingegadebanden og i stedet satte en praktikant på opgaven. Han tilbød min far at skrive personlige kommentarer om sagen i stedet. Det var den ultimative hån, der blot bekræftede kritikerne i, at min far var for personligt investeret og hans journalistik dermed utroværdig.
Weekendavisens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden viste sin gode fornemmelse for publicisme. Han kastede en redningskrans til min far, der fra 1990 blev ansat på nærværende avis, hvor han dækkede retssagen sammen med Seidenfaden og samtidig skrev om rockmusik.
PÅ uforklarlig vis og stik imod alle odds havde min far vundet forældremyndigheden over mig. En kilde til uendelig stolthed for ham. Han så det som bevis på sine overlegne evner som far. Men der var nok snarere tale om en mærkelig bureaukratisk systemfejl. Dengang i 1980erne skulle mødre normalt være psykisk syge, narkomaner eller alkoholiserede for ikke at få den fulde myndighed. Min mor var ingen af delene. Et eller andet må være gået galt i processen. Men således voksede jeg op hos ham i Stenosgade på Vesterbro.
Dermed oplevede jeg alting på nært hold i de år. Min far holdt sig aldrig tilbage med at dele sine lidelser med venner og familie. Og når man så ud fra vinduet fra vores lejlighed på 4. sal, var det ofte som at kigge ud på en verden vendt mod min far.
Særligt en eftermiddag d. 18. maj 1994, da jeg var 12 år gammel. Min far havde hentet mig på mit værelse, hvor jeg var faldet i søvn. Der var noget, jeg skulle se. Nede på gaden foran vores opgang stod flere hundrede autonome. De demonstrerede for etårsdagen for urolighederne 18. maj, hvor politiet havde skudt mod stenkastende demonstranter. De havde valgt at slå vejen forbi min far og stod nu dernede i samlet flok og råbte: »Villemoes din svindler, du hænger snart og dingler!« De skrev »dø nazi« på vores hoveddør. Den værste dag i min barndom.
Efter urolighederne 18. maj havde min far skrevet flere afslørende artikler om de autonome og havde blandt andet navngivet aktivister som nu afdøde redaktør på Modkraft Martin Lindblom og i dag børnebogsforfatter Jakob Martin Strid som medlemmer af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Dermed havde han cementeret sin position som stikker i venstrefløjens øjne.
Og samme år meddelte spillestedet Den Grå Hal på Christiania, at min far ikke længere var velkommen til deres koncerter. Et hårdt slag for min far som anmelder, men også en skam for os begge. Vi havde lige været derinde sammen og se rapperen Ice Cube. En kæmpe oplevelse. Jeg var til mange koncerter med min far i 1990erne. Det hændte, at hans navn på gæstelisten var blevet ændret til »Stikkermoes«.
I 1995 uddelte Gyldendal og TV 2 en pris til hans gamle banemand fra Information, Niels Rohleder, for bedste ungdomsroman. I romanen Andrea elsker mig er skurken chefredaktør Villy Langemose – det var tydeligvis min far. (Jeg mindes min far læse en passage op fra bogen, hvor Langemose tisser i bukserne, da han bortføres af en autonom.) Endnu en ydmygelse. Efter Seidenfadens exit fra Weekendavisen faldt den redaktionelle opbakning til min fars arbejde nok en gang. Og i 1998 blev han sat af journalistikken og gjort til anmelder af musik og film.
MEN min far så aldrig sig selv som anmelder. Han var i sine egne øjne først og fremmest journalist. Det undrede altid min mor, for blandt hendes venner, særligt hendes amerikanske, gav det enorm prestige, da hun i starten af 1980erne var gift med en rockkritiker. En journalist, derimod. Det kunne alle jo være. Men sådan så min far det ikke. For ham var journalistikken det mest noble arbejde, man kunne udføre. At være i sandhedens tjeneste.
Min far var blevet vant til at leve i en verden, hvor alle var imod ham. Venstrefløjen, kolleger, juraprofessorer, hans redaktører. Men ikke at kunne skrive afslørende journalistik blev det første store knæk. Herefter var turen kun ned ad bakke. Da Peter Wivels efterfølger Anne Knudsen i 2002 valgte at skære ned på dækningen af rockmusik i avisen, røg min far ud. Han fandt aldrig en fast stilling i branchen igen.
I de følgende år gjorde det særligt ondt på ham at se forfatter Peter Øvig Knudsen vinde Cavling-prisen for sine to bøger om Blekingegadebanden. Bøgerne bekræftede alle detaljer i min fars artikler og satte dermed en solid streg under regnskabet: Min fars arbejde var uangribeligt, og hans kritikere fra dengang endeligt afsløret som fusentaster og vrøvlehoveder. Men selvom Øvig var gavmild med at kreditere min fars arbejde, og flere andre da også nævnte hans artikler i forbindelse med bøgerne, følte han sig kun snydt og overset. Endnu en ydmygelse.
Min far brød sig aldrig om at være en del af nogen kulturkamp, han ønskede blot at være en journalist. Den gammeldags slags. På evig udkig efter sandheden. Han var derfor altid ubekvem, når folk som Bent Blüdnikow og Søren Krarup brugte hans navn som polemisk værktøj i en borgerlig kulturkamp, han aldrig så sig selv som en del af.
Han blev en bitter mand. Tilgivelse lå ham aldrig nært. Han huskede enhver, der havde svigtet. Også selvom de ikke selv erindrede noget svigt – eller nogensinde havde været klar over, at et svigt havde fundet sted. Med et sådant sindelag vil årene kun øge antallet af fjendskaber, virkelige som indbildte, mens vennerne langsomt sies fra. Kun de mest loyale og stædige hænger ved til sidst. Man efterlades ensom. Og det blev da også blev min fars skæbne.
VAR det så mærkeligt, at han ikke blev ansat igen? Næppe. Rockkritikkens guldalder var forbi. Og min far var aldrig nem at arbejde sammen med. Altid i konflikt med sine redaktører. Han var en besværlig mand. Umulig at forhandle med. Ville kæmpe for hvert et komma og aldrig respektere længden, hans redaktører stillede til rådighed. En kværulant af guds nåde. Når han havde en god historie, var han en ustoppelig kraft. Dem har man dog sjældent hver uge.
Hans personlige historie alene ville bekymre de fleste redaktører. Hans arbejde som journalist skabte problemer for Hedegaards og Wivels tid som chefredaktører på Information. Og i Weekendavisen førte hans journalistik til et længere retsligt opgør, der tog tid og kræfter fra Tøger Seidenfaden. Han var blevet brugt som skrækeksempel i journalistiske lærebøger. Hvilken chefredaktør turde ansætte sådan en mand? Ingen, viste det sig.
Vejen ned i underklassen er kortere, end de fleste tror. Et par nederlag og lidt uheld. Pludselig går man rundt i hullet tøj og har ikke råd til elregningen. I 2014 efter mange års mislykkede forsøg på at komme tilbage i journalistbranchen kom det endelige knæk. Hvad der præcist skete, er stadig et mysterium. Vi, hans efterladte, håber, at obduktionen måske vil give os svar. Men skør blev han. Det er der ingen tvivl om.
Han var igen fanget i en større afsløring, som ukendte, stærke kræfter prøvede at holde nede. Jeg vil ikke gå i detaljer, da jeg synes, det er uværdigt for hans eftermæle at gengive de rablende sammensværgelser, min far begyndte at se alle vegne. Han havde jo tidligere gennemskuet sandheder, folk nægtede at se. Omverdenen havde før betvivlet ham, latterliggjort ham og sagt, at han tog fejl. Nu skete det hele igen. Eneste forskel var bare, at det denne gang var en psykotisk genudsendelse i hans eget hoved. Et faktum, han til sin død nægtede at anerkende. Selverkendelse var aldrig hans styrke, og med sygdommen forsvandt enhver rest, der har måttet være.
NÅR mænd ældes, har de typisk kun to veje at gå. Enten bliver de mildere med årene, eller også bliver de en mere ekstrem udgave af sig selv. Det var næppe et bevidst valg, men min far tog den sidste vej.
Vi så ikke meget til hinanden de sidste år. Jeg nægtede at bekræfte hans konspirationsteorier og blev derfor selv en del af konspirationen. Ikke godt for forholdet mellem far og søn. Det hjalp heller ikke, at jeg nu arbejdede på samme avis, der havde fyret ham og sendt ham ud i afgrunden. At jeg på så mange måder levede det samme liv, han engang havde haft.
Den sidste gang, jeg besøgte ham i hans lejlighed, havde jeg ikke været der i flere år. Det var en trist ruin af mit barndomshjem. Han levede som den ensomme tosse, han var blevet. Indsunket og afkræftet sad han i sin sofa. Det var den samme plads, han altid havde siddet på, da jeg var barn, og vi så tv sammen, mens han røg grøn Cecil og råbte ad skærmen, når nogen sagde noget dumt. Men nu var det et nærmest livløst skelet, der sad tilbage og gispede efter vejret. Et spøgelse.
»Kan du huske d. 18. maj 1994? Dengang da de autonome demonstrerede nede foran vores hus? Jeg mener, at du var her,« spurgte han mig.
»Ja, far. Det kan jeg godt huske. Jeg var der,« svarede jeg.
»Godt. Det er vigtigt, at du kan huske den dag.«
2012 Genså gamle venner fra Jyderup Realskole hinanden i Jyderup
Ære være dit minde
Billede fra Asger Larsen
Lars og Asger på vej til lejrskole i Tyskland
